Nøøøj, hvor var det hårdt at sige farvel til familien i USA! Jeg græd som et lille barn, da jeg skulle sige farvel til Christopher, og tanken om at han ikke vil være der hver eneste dag fra nu af gik virkelig op for mig, da jeg sagde farvel til ham før Brenda tog mig af sted til lufthavnen. "It's gonna be okay, don't cry!" var hvad han sagde, da jeg krammede ham med tårerne løbene ned ad kinderne. Det kan helt få tårerne til at komme op i mine øjne bare af at tænke på det. Da vi bakkede ud af indkørslen vinkede han på trappen og råbte "Byyye!", jeg råbte halvkvalt tilbage med en stemme, der ikke rigtig ville, som jeg havde intentioner om. De næste 10 minutter var meget stille i bilen, og jeg skulle virkelig tage mig sammen til ikke at bryde sammen igen. Derefter snakkede Brenda og jeg om, hvor fantastisk et år, vi har haft sammen, og da vi 45 minutter senere kom til lufthavnen blev det tid til at slæbe mine to store kufferter 50 pund i hver (51 i den ene) og min håndbagage, som var ufattelig tungt (35 pund for en taske), men vi havde fået alt pakket ned, så det var rent faktisk godt gået. Da jeg nåede til "securtiy", sagde jeg farvel til Brenda med endnu en gang tårer og mit fantastiske
år i USA var nu ved at nå sin ende. 2½ time ventede mig i lufthavnen i Atlanta, hvorfra jeg fløj til Chicago. 2½ times flyvetur, hvor jeg sad ved siden af en anden dansk udvekslingsstudent, og vi landede, hvor en dansk YFU repræsentant mødte os og vi gik hen til gruppen af andre danske udvekslingsstudenter, der alle mødtes her og så fløj videre til Frankfurt. Der skulle lige skvises lidt spænding ind igen inden jeg rejste fra USA, fordi pludselig var der tornado-advarsel, og vi blev dirigeret ned i kælderen for at være i sikkerhed. Da advarslen kom var jeg ved at købe mad med en pige, og mine ting stod ved gaten med de andre YFU-personer - dem kunne jeg ikke komme tilbage for at hente, så jeg var virkelig nervøs hele tiden imens jeg sad i den kælder. Slikken jeg havde fået af mine veninder blev kværnet i løbet af ingen tid. Alle mine billeder fra hele året var i den taske, og jeg var jo 100% sikker på, at der var nogen, der ville tage den, men heldigvis var den der, da vi kom tilbage flere timer efter, fordi alle i hele lufthavnen skulle igennem "security" igen efter at være evakueret til kælderen - gooosh, det tog lang tid, og køen var ENORMT lang. Tilbage på flyveren fløj vi nu til Frankfurt, hvor der var rigtig meget turbolens og folk brækkede sig over det hele omkring mig... I Frankfurt kunne vi ikke lande pga. tordenvejr, og vi fløj rundt i 30 minutter mere, hvorefter der ikke var en gate til os, så vi ventede længere endnu... vi nåede så ikke vores næste fly til KBH og kom først hjem til Danmark kl. 20.30, hvor vi skulle have været der 16.10. Som om det ikke var nok, så var vores bagage stadig i Frankfurt og vi skulle så udfylde papirer, så de kunne sende den til os dagen efter. ENDELIG!! Nu kunne jeg gå ud af lufthavnen og se mine forældre igen! Hvor var det bare dejligt! :) En stor krammer og store smil. Hele vejen hjem snakkede jeg som en papegøje og fortalte og fortalte! 28 timer rejsen i alt - wow! FANTASTISK ÅR!! :)
Nøøøj, hvor var det hårdt at sige farvel til familien i USA! Jeg græd som et lille barn, da jeg skulle sige farvel til Christopher, og tanken om at han ikke vil være der hver eneste dag fra nu af gik virkelig op for mig, da jeg sagde farvel til ham før Brenda tog mig af sted til lufthavnen. "It's gonna be okay, don't cry!" var hvad han sagde, da jeg krammede ham med tårerne løbene ned ad kinderne. Det kan helt få tårerne til at komme op i mine øjne bare af at tænke på det. Da vi bakkede ud af indkørslen vinkede han på trappen og råbte "Byyye!", jeg råbte halvkvalt tilbage med en stemme, der ikke rigtig ville, som jeg havde intentioner om. De næste 10 minutter var meget stille i bilen, og jeg skulle virkelig tage mig sammen til ikke at bryde sammen igen. Derefter snakkede Brenda og jeg om, hvor fantastisk et år, vi har haft sammen, og da vi 45 minutter senere kom til lufthavnen blev det tid til at slæbe mine to store kufferter 50 pund i hver (51 i den ene) og min håndbagage, som var ufattelig tungt (35 pund for en taske), men vi havde fået alt pakket ned, så det var rent faktisk godt gået. Da jeg nåede til "securtiy", sagde jeg farvel til Brenda med endnu en gang tårer og mit fantastiske
år i USA var nu ved at nå sin ende. 2½ time ventede mig i lufthavnen i Atlanta, hvorfra jeg fløj til Chicago. 2½ times flyvetur, hvor jeg sad ved siden af en anden dansk udvekslingsstudent, og vi landede, hvor en dansk YFU repræsentant mødte os og vi gik hen til gruppen af andre danske udvekslingsstudenter, der alle mødtes her og så fløj videre til Frankfurt. Der skulle lige skvises lidt spænding ind igen inden jeg rejste fra USA, fordi pludselig var der tornado-advarsel, og vi blev dirigeret ned i kælderen for at være i sikkerhed. Da advarslen kom var jeg ved at købe mad med en pige, og mine ting stod ved gaten med de andre YFU-personer - dem kunne jeg ikke komme tilbage for at hente, så jeg var virkelig nervøs hele tiden imens jeg sad i den kælder. Slikken jeg havde fået af mine veninder blev kværnet i løbet af ingen tid. Alle mine billeder fra hele året var i den taske, og jeg var jo 100% sikker på, at der var nogen, der ville tage den, men heldigvis var den der, da vi kom tilbage flere timer efter, fordi alle i hele lufthavnen skulle igennem "security" igen efter at være evakueret til kælderen - gooosh, det tog lang tid, og køen var ENORMT lang. Tilbage på flyveren fløj vi nu til Frankfurt, hvor der var rigtig meget turbolens og folk brækkede sig over det hele omkring mig... I Frankfurt kunne vi ikke lande pga. tordenvejr, og vi fløj rundt i 30 minutter mere, hvorefter der ikke var en gate til os, så vi ventede længere endnu... vi nåede så ikke vores næste fly til KBH og kom først hjem til Danmark kl. 20.30, hvor vi skulle have været der 16.10. Som om det ikke var nok, så var vores bagage stadig i Frankfurt og vi skulle så udfylde papirer, så de kunne sende den til os dagen efter. ENDELIG!! Nu kunne jeg gå ud af lufthavnen og se mine forældre igen! Hvor var det bare dejligt! :) En stor krammer og store smil. Hele vejen hjem snakkede jeg som en papegøje og fortalte og fortalte! 28 timer rejsen i alt - wow! FANTASTISK ÅR!! :)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar