
Endnu en dag kørte vi af sted på eventyr. Vi mødtes med Brendas veninde, Ruth, og startede så ud med et naturvidunder - Ruby Falls, som er USA's største vandfald inden i et bjerg. Ikke kun vandfaldet var fantastisk - også turen derind. Gennem en lang grotte med utrolige formationer, der lignede alverdens forskellige ting som fx Niagra falls, bacon, englevinger eller en elefantfod. Guiden fortalte os, at det ville blive et vidunderligt syn, men det siger guides jo altid - han havde fuldstændig, 100% ret! Oh my gosh det var flot! Der var helt mørkt, da vi kom ind i det store rum, og det eneste vi kunne høre var plaskende vand. Med ét tændtes lyset efterfulgt af et "woooooow!". Et højt vandfald viste sig for vores øjne! Rundt om vandfaldet var der lavet en sti, så man kunne gå ind bagved det - når man kiggede op lignede det diamanter, der faldt ned i hovedet på en! Jeg havde ikke lyst til at forlade det, men deres metode var simpel for at få folk ud - de slukkede bare lyset! Da vi igen kom ud havde vi en lille picnic, med sandwich, æble, appelsin, jordbær, vindruer, chips og dessert, som bestod af chokolade - yummy! Da vi havde spist kørte vi videre mod Rock City, som er en stor have, et ægtepar har lavet, og som er

blevet åbnet op for publikum. Den var enorm, og det er ikke til at forstå, hvordan de har kunnet gøre det. For enden af haven mødte os et super flot syn. Vi var på et bjerg, og stierne endte på en klippe, hvorfra man kunne se ud over et enormt område. I alt syv stater kunne ses derfra - Alabama, Georgia, Tennessee, North Carolina, South Carolina, Kentucky og Virginia. Efter at have beundret udsynet gik vi tilbage til bilen, hvor vi nu kørte til et Dinner Theater, hvor vi havde bestilt bord. Denne gang var det et skuespil med to personer, der fortalte om borgerkrigen i USA. Før skuespillet gik i gang fik vi serveret mad fra tiden, som var kylling, grønne bønner, dressing (ikke vores syn på dressing - lavet af brødkrummer, selleri, løg m.m.), søde gulerødder (lidt a la vores brune kartofler), grønne bønner med løg og brød. Historien var rigtig spændende, og de havde meget humor med, så det blev ikke enormt kedeligt, selv om man blev bombarderet med historisk information.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar