lørdag den 14. august 2010

Dagligdag


Nu har jeg været på Woodstock High School i to uger, og bliver hentet og bragt af skolebussen hver morgen og eftermiddag, og jeg føler, at der nu er ro nok på, til at jeg kan sætte mig ned og skrive et indlæg om min hverdag. Først og fremmest bor jeg ved en fantastisk familie i et dejligt hus med et dejligt værelse.
Den første uge var jeg meget forvirret, fordi der var så meget nyt og anderledes, men nu synes jeg, det går rigtig godt, og jeg har det dejligt.
I skolen har jeg fået Interior Design i stedet for Matematik, fordi den matematik de har her er meget anderledes og på et meget højere niveau end i Danmark. Så nu har jeg det sjovt med at have Interior Design, hvor vi indtil videre har designet forskellige rum - hvilket lige er noget for mig! Derudover har jeg U.S. History, hvor jeg til at starte med skulle koncentrere mig rigtig meget for at følge med, men jeg synes allerede, at det går bedre. Spansk er sjovt at lære, og jeg tror, at jeg kan komme langt på et år, når jeg ser på, hvor meget jeg allerede har lært på bare to uger. Visual Art er spændende, og vi lærer at bruge forskellige materialer, som jeg ikke har prøvet før fx watercolors. Food, Nutrition and Wellness er et dejligt fag, hvor vi laver mad og lærer om sundhed osv. Det sidste fag jeg har er American Literature, hvor vi har fået en bog på over 1000 sider, hvilket vi btw. også har fået i U.S. History, så det betyder, at vi skal igennem en masse - det skal nok blive spændende.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar