torsdag den 16. december 2010

Gingerbread and sugar cookies

I dag var jeg til en af mine midtvejseksamener i spansk, og jeg tror, at det gik rigtig godt, så jeg er super glad! Derudover var jeg færdig på skolen kl. 10, hvilket betød, at jeg tog med Erin hjem, og vi købte ind til at bage julesmåkager = to pakker med "småkagedej", hvor det eneste vi skulle tilsætte var margarine og et æg og så blande det med pulveret. Vi havde det sjovt med at rulle dejen ud og lave småkagerne i forskellige forme og udsmykke dem med glassur (som var købt færdigt), slik og krymmel. Vi fik lavet en hel masse lækre småkager, og spist en masse i vores udsmykningsproces - mums!

onsdag den 15. december 2010

Juletræspyntning

Her i Amerika har vi et evigt levende plastikjuletræ, som blev pakket ud i starten af december. Det ligner utrolig meget et levende træ, og man kan ærlig talt ikke se forskel, når man ser det pyntet! Temaet på vores træ er blå og sølv, hvilket vil sige, at der er hundredvis af sølv og blå julekugler på træet. Derudover har jeg aldrig i mit liv "bundet" så mange julelys om et træ! Vi gik rundt om det træ enormt mange gange, men resultatet blev også rigtig godt, så det er super! Jeg synes nu stadig, at blå er lidt specielt på et juletræ, og det, at vi har en blinkende julestjerne i toppen, der skifter fra blå til grøn er en anden ting, som jeg ikke har set i Danmark før. Jeg havde det dejligt med at hjælpe Brenda og Christopher med pyntningen af træet, hvilket også er en ting, jeg altid har elsket at gøre! Da vi var færdige med at pynte træet tændte Fred op i brændeovnen, og vi havde rigtig julehygge med aftensmad foran pejsen :) Jul, jul, juuuuul - min yndlings tid på året!

Travl, men god weekend

Denne weekend var 100% fyldt ud! Lørdag kl. 9 var jeg i Wal Mart, hvor jeg mødtes med "the Elves Club", og planen stod på julegaveindkøb. Og hvem var gaverne så til? Jo, i "Elves Club" har hvert medlem, inklusiv mig, indsamlet $100 inden november, som "betalte" for vores medlemskab og en t-shirt af klubben og resten af pengene - $70 skulle bruges på at købe julegaver til et barn, hvis forældre ikke havde råd til at købe gaver dette år. Børnene går på Woodstock Elementary School, hvilket er ligesom indskolingen i Danmark. Vi havde fået hvert et barn (jeg fik to, fordi der var nogen til overs), og de havde lavet en ønskeseddel, hvor der stod legetøj, tøjstørrelser og yndlingsfarver på. Nu var vores opgave så at finde gaver til dem, som de ville blive glade for for $70/ca. 400 kr. Jeg fik en dreng fra 1. klasse og en pige fra 3. Til drengen købte jeg et par jeans, en trøje, en lastbil til at transportere biler på, biler til lastbilen, en malebog og en Iron Man. Min dreng får også et tegnesæt og monstertrucks, som er blevet doneret af lærere på skolen. Lærere har også doneret en vinterjakke til hvert barn, så begge mine børn fik også en jakke, handsker og en hue. Min pige havde store ønsker på sin seddel, så det blev ikke til mange gaver til hende, men til gengæld en super lækker cykel, en hættetrøje og en langærmet bluse. Derudover fik hun doneret notesbøger og et sjippetov. Da vi havde købt alle disse ting i Wal Mart kørte vi tilbage på skolen for at pakke alle gaverne ind.
Alt i alt får hvert barn, som I kan se, en hel masse gaver, og jeg kan næsten ikke vente til på torsdag, hvor vi holder en fest på skolen for børnene, og vi kommer til at give gaverne til vores børn. Det bliver fantastisk og garanteret utrolig rørende, fordi ikke alle disse børn har fået julegaver før - det bliver stort! Derudover kommer julemanden til vores fest, og vi har mad og aktiviteter for børnene. I'm so excited!

Men som jeg sagde, så var lørdag en travl dag, så Brenda hentede mig på skolen kl. 14.25, og vi kørte mod et lille lokalt teater, hvor vi skulle se et skuespil kaldt "The Lazy Elves", og det var virkelig sødt og godt, fordi det var udført af en masse børn, og de var enormt gode til deres roller! + de kunne synge oven i købet, så det var en hyggelig lille aktivitet.

Kl. 19.30 kom mine venner så og hentede mig, og vi tog af sted mod skøjtehallen, hvor vi skulle mødes med en masse andre af vores venner. Her stod vi på skøjter til hallen lukkede kl. 22. Vi havde det enormt sjovt, og jeg faldt ikke en eneste gang, men jeg kunne dog godt mærke, at det var meget lang tid siden, jeg havde stået på skøjter sidst! Men man bliver bedre og bedre bare i den korte tid vi var der, og der var godt med fart på til sidst på aftenen :) Da hallen lukkede kørte vi videre til "Steak and Shake", som er en fast food restaurant, er kendt for deres SUPER LÆKRE milkshakes og hamburgers. Jeg købte en enormt god milkshake, som havde "cookie dough", hvilket vil sige stykker af chocolate chip cookies i, og bare er gudeskøn! Det var også min aftensmad, så jeg spiste en lækker burger med guacamole i - mums! Efter denne fantastiske, sjove dag var jeg træt, og gik på hovedet i seng, da jeg kom hjem :D

Søndag stod der heldigvis kun en ting på kalenderen - julekoncert med et "Army Band", hvilket var et stort symfoniorkester fra hæren. Vi havde gratis billetter, fordi vi havde stået i kø en morgen for at få dem, men det var helt klart det værd! For det første: jeg elsker julemusik, for det andet: det var i et stort teater lidt a la Århus teater og for det tredje, fordi det de var enormt gode, og det lød fantastisk. Det var dog enormt rørende, fordi de spillede en masse videoer med hilsner fra soldater i Afghanistan og Irak med julehilsner til deres familier i USA, som var til koncerten - jeg må indrømme, at jeg fældede en tåre eller to!

Denne uge står det på midtvejs eksamener, så jeg håber på det bedste, men tror nu, at det nok skal gå! Vi får trods alt tidligere fri fra skole onsdag, torsdag og fredag og så er der ferie, så én god ting er der da ved det :)

mandag den 13. december 2010

Klubber

Som jeg har nævnt for lang tid siden, så er er jeg medlem af tre klubber på min skole - DECA, som er en markedtingsklub (ved ærlig talt ikke hvorfor jeg meldte mig ind i den, men jeg møder nye mennesker), Elves Club (indsamler penge til julegaver til børn, hvor forældrene ikke har råd) og the International Club, hvilket siger lidt sig selv - en klub, hvor man snakker om forskellige kultuer osv.

Den 4. december havde vi en julefest i DECA efter skole. Vi pyntede rummet op, spiste pizza, cookies, popcorn og chips, og vi skulle medbringe en gave for $5, som vi lavede en leg med. Man trak et nummer, og den person, der fik nummer 1 skulle vælge en gave først, så skulle nummer 2 vælge en gave, og den person kunne også bytte med nr. 1, hvis den gave var bedre, så skulle nr. 3 vælge osv. osv. Jeg fik nr. 4, hvilket ikke var et særlig godt nummer, men jeg endte dog med at få en god gave! Lip gloss, body lotion, sæbe formet som en bamse og sæbe til badekar, hvilket jeg jo har her, så jeg kan rent faktisk bruge det! :) Dejlig leg, men jeg er nu lidt mere til den danske pakkeleg, hvor der er lidt mere gang i den! Vi fik også vores klub t-shirt, som er rød med DECA logo. Hyggelig dag med DECA!

I fredags havde jeg så en julefest med the International Club. Her skulle vi medbringe noget internationalt mad, så jeg tog til Wal Mart for at købe ingredienser og fik bagt en masse dejlige knasende pebernødder. Der er en indisk pige i klubben, og hun havde en virkelig dejlig ret med - en form for indbagt grøntsagsmos. Derudover havde vi nachos, cookies, franske småkager, italienske trøfler og nogle andre lækre ting, så jeg fik guffet en masse i mig den dag :) Da vi havde spist havde vi en "danselektion" i salsa, og det var virkelig sjovt. Jeg er sikker på, at jeg har set sjov ud, men jeg havde det også enormt sjovt, så who cares? :)Endnu en dejlig dag, med en masse sjov!

Savannah

Jeg ved, jeg ved det - det er alt for lang tid siden, at jeg har skrevet! Jeg har bare enormt mange ting at give mig til, og har ikke rigtig haft tid til at sætte mig ned og skrive, men her kommer så endelig et nyt indlæg :)

Sidste weekend kørte vi til Savannah, som ligger ud til havet på østkysten, og er ca. 4½ times kørsel hjemmefra. Her havde Brenda et YFU-møde, og det var derfor, vi tog af sted. Fra fredag til lørdag skulle jeg sove på hotelværelse med en finsk udvekslingsstudent, som hedder Neea og er virkelig sød. Vi ankom omkring kl. 23, men det betød dog ikke, at jeg gik direkte i seng. Ikke når man møder en ny ven, som kommer fra et andet land og har oplevelser som én selv! Vi havde enormt meget at snakke om, og havde utrolig mange ens synspunkter på USA, der var helt ens. Finland virker til at være rigtig meget som Danmark, og jeg har fundet ud af, at jeg vil tage dertil en dag i fremtiden. Vi endte med at ligge os til at sove omkring kl. 4, fordi vi skulle have bare en lille smule energi til den kommende dag, hvor vi skulle på tur i Savannah.

Om morgenen stod vi op kl. 9, hvilket ikke var meningen! Jeg havde sat min alarm til at ringe kl. 8, troede jeg! Men her ovre skal man jo passe lidt på med AM og PM, så jeg havde selvfølgelig sat den til 8 PM, hvilket er kl. 20 - ups. Så da Brenda ringede kl. 9 fløj jeg op af sengen. Da vi havde spist et æble og drukket noget te tog vi af sted mod Savannah, Fred, Christopher, Neea, mig og Ko, som var en Japansk udvekslingsstudent. I Savannah tog vi til floden, hvor der var et julemarked, og der var rigtig hyggeligt. Langs floden var også en masse butikker. Heriblandt slikbutikker, hvor de lavede hjemmelavet chokolade, og der var smagsprøver - yummy! Vi havde en rigtig dejlig dag i byen, og da det blev tid til frokost spiste vi på Chick-fil-A, som er en fast food restaurant, der sælger burgere, og deres speciale er kyllingeburgere. De har for resten en ret "sjov" reklame, hvor der står "eat mor chicken", hvilket jeg, da jeg læste den første gang smilte lidt af.

Efter frokosten kørte Fred os tre udvekslingsstudenter til et mal (shoppecenter), hvor vi gik rundt og havde det sjovt. Mal'et var dekoreret virkelig flot for jul, og der var et slot og juleland derinde. Der var en butik, hvor de havde en masse juletræer, man kunne købe, og det var sjovt at se de forskellige og underlige måder, nogle mennesker pynter deres træ! Der var en japansk butik, og jeg har nu fundet ud af, at de rent faktisk spiser mest med pinde i Japan - det er ikke bare noget man siger. Det var en super dejlig dag, og jeg havde det rigtig sjovt med de andre udvekslingsstudenter - det er utrolig sjovt at snakke med dem om deres oplevelser! Neea og jeg har snakket om at lave noget sammen en anden gang, hvilket jeg håber kommer til at ske, fordi vi havde det rigtig sjovt sammen.

Neea og Ko tog hjem lørdag, men vi blev for at opleve lidt mere af Savannah, og om søndagen tog vi til en plantage/koloni, hvor vi så ruiner fra den tid, hvor den var i brug og så en lille film om stedet. Det bedste ved den plantage synes jeg nu var gåturen i skoven, som jeg savner lidt fra Danmark! Når jeg kommer hjem skal Candie få en laaaang gåtur :)
Da vi var færdige ved plantagen, kørte vi videre til et fort, "Fort Pulaski", og det var spændende. Fortet var omringet af en voldgrav og inde på selve fortet var der en masse kanoner, og fra toppen kunne vi se ud over et stort område. Det mindede mig lidt om et dansk slot, jeg engang har set, men ikke kan huske, hvad hedder. Derefter kørte vi til stranden, hvor folk har huse helt ud til stranden, hvilket jeg syens var ret fedt. Men nu skal I ikke tro, at vi badede, fordi vi bruger vinterjakker, så det ville være liiidt for koldt! Det sidste vi gjorde, inden vi kørte hjem, var at se et lystårn, men vi gik dog ikke derop. Derefter vendte vi næsen hjemad, og denne weekend var brugt op.

onsdag den 3. november 2010

Halloween

31. oktober = Halloween = so much fun! :-)
Her i USA gør de meget mere ud af Halloween, end vi gør i Danmark, og utrolig mange "pynter" deres hus med spindelvæv, græskar, skeletter og andre uhyggelige spøgelseslignende ting. Vi skulle selvfølgelig også udhule græskar, hvilket er en ting, jeg nyder hvert eneste år! Christopher og jeg udhulede og lavede ansigter på hvert vores store græskar, og vi endte med at få to super flotte græskar, som vi placerede på trinene op til vores veranda.

Lørdag aften stod på Haunted House for Brenda og jeg. Og hvad er så et Haunted House? Jo, det er en form for spøgelseshus, med det formål at skræmme folk fra vid og sans. Det Haunted House, som Brenda og jeg var i, Netherworld, er meget populært og er blevet kåret som USA's bedste Haunted House overhovedet, hvilket også betyder, at det var ENORMT skræmmende, men også rigtig sjovt! Man går på en sti der er omkring en meter bred i et "hus"(en masse forskellige rum og steder i en stor hal), der er helt mørkt og dekoreret i alle former for skræmmende steder, med skeletter, mumier, hekse, dyr og mennesker, der kommer imod dig fra alle retninger - man er konstant klar til at "forsvare sig", og man ved, at der i løbet af de kommende få sekunder vil komme noget, der skræmmer en igen, hvis ikke fra højre, venstre eller forfra, så fra oven eller bagfra. Man bliver mødt af levende monstre (skuespillere, der er klædt MEGET godt og virkelig skræmmende ud), som kommer springende ud af kister, står bag hjørner eller kommer ud af et smadret vindue. De kommer helt tæt på, hvilket vil sige få centimeter fra ens ansigt, og de ånder dig i nakken. Man er konstant forfulgt og den skærende lyd af en ustyrlig motorsav kan pludselig blive en lyd, der er lidt for tæt på, og resulterer i din flugt. I løbet af de ca. 20 minutter vi var derinde, skreg jeg mere end nogensinde før, og Brenda og jeg var som limet sammen! De 2½ time vi stod i kø var helt klart det værd, fordi det var virkelig en oplevelse, som jeg ikke vil glemme lige foreløbig! Brenda og jeg havde snakket om, at det var utroligt at nogle folk ville betale $50 for et speedpass, så de kunne komme ind før alle andre, men da vi kom ud og så, at køen var mindst dobbelt så lang, som da vi stod i den og rent faktisk fortsatte rundt om den enorme hal det var i, var vi lidt mere forstående! Netherworld har helt klart gjort indtryk, og det har gjort mit indtryk af, hvor meget amerikanere gør ud af Halloween mere klart :-)

"Trick or treat" stod helt klart også på min liste over ting, jeg gerne ville opleve i USA, så søndag aften var en dejlig oplevelse. Trick or treat er stort set det samme, som vi gør i Danmark til fastelavn, hvor vi går ud og rasler, men her får man bare enormt meget slik i stedet for småpenge! Jeg havde ikke noget kostume inden søndag, så jeg troede, at jeg bare skulle gå med Chrisopher uden kostume, men Brenda hjalp mig ud, da hun havde forskellige kostumer, som jeg kunne vælge imellem. Jeg endte som Minnie Mouse :-) Christohper havde også et rigtig flot kostume og var klædt ud som en af hans yndlings tegneseriefiguerer - Boss Lightyear. Da det blev mørkt udenfor tændte vi lys i vores græskar, satte vores slik ud og gik så af sted for at "Trick or treat". Vi havde det rigtig sjovt, og Christopher var virkelig engageret hver gang vi gik op til et nyt hus, som havde tændt deres lys udenfor. Da vi var færdige i det nabolag vi gik i, havde vi hver vores pose fyldt med alle former for chokolade, slikkepinde og vingummi, som jeg nu vil nyde i den kommende tid :-)

tirsdag den 2. november 2010

Majs Labyrint

Denne weekend har været travl, men sjov, og vi har lavet rigtig mange ting. Lørdag morgen kørte vi af sted mod en Majs Labyrint, hvilket vil sige en enormt stor mark med majs, hvor der er lavet en masse stier, og man får et kort over labyrinten, og man skal finde vej til de 12 forskellige poster, hvor vi ved hver post skulle lave hulle vores kort. Vi fik gået en lang tur mellem tonsvis af majs, og der var mulighed for at blive rigtig godt og grundigt forvirret, hvis man ikke var hundrede procent sikker på, hvor man befandt sig! Det var dog rigtig sjovt, og det endte med, at vi fandt alle 12 poster og fandt vej ud. Dejlig gåtur med lidt hjernegymnastik. Da vi kom ud af labyrinten kørte vi en tur med en traktor, hvor vi sad på ladet, og vi fodrede geder - altid et hit for Christopher, som elsker dyr.